Maden

Uden mad og drikke duer helten ikke.

Jeg elsker gamle ordsprog, der er en sandhed i dem der ikke er til at fornægte og på samme tid en klarhed som jeg tit oplever bliver tåget i det postmodernistiske menneskes forklaringer og forviklinger. Hvorom alting er, så passer det jo. Når jeg triller ned af blogrullen så slår det mig, at størstedelen af dem er madbloggere, sådan en bliver jeg aldrig. Jeg prøvede mig engang med en kageblog tilbage i 2007, men det er jeg slet slet ikke original nok i mit køkken til.

Men det der med at stå i køkkenet er nu også noget ganske nyt for mig. Eller måske snare, det der med at nyde at stå i køkkenet og på samme tid have lyst til at gøre det mere, er noget helt nyt for mig. Det gik op for mig forleden, at det her med at jeg ikke kan lave mad, handler om rigtig meget mere end blot manglende interesse eller evner. Der er ingen tvivl om at den spiseforstyrelse som jeg har haft med mig de sidste par og 30 år spiller en større rolle end jeg troede.

Det er ganske givet at jeg ikke har lært at lave mad hjemmefra, ikke dermed sagt at jeg ikke var med i køkkenet for det var jeg. Jeg blev såmæn sat på en skammel i køkkenet og så kunne jeg jo underholde moderen imens hun stressede rundt for at få aftensmaden til at smage som min stedfaders mor (jo sg, han er den slags mand der kan finde på at sige: Ja den citronfromage er udemærket, men den smager ikke som mors!) skrælle og pille kartofler, det kunne jeg få lov til. Men mad måtte jeg ikke lave, bortset fra pandekager når jeg skulle være alene hjemme. Mad og spisning var i det hele taget ikke noget der var særlig hyggeligt, imødekommende eller rart. Det store drama der udspillede sig ved middagsbordet, hvor børn skulle ses og ikke høres, var virkelig uhyggeligt.

Trøstespisning og en uhørt skræmmende omgang med mad og børn i mit barndomshjem, lagde grunden til den spiseforstyrelse som jeg har kæmpet bravt med i rigtig mange år. Igennem min terapi kommer jeg nærmere en opløsning af min spiseforstyrelse og en hel ny verden åbner sig for mig. Jeg ved nu at jeg ikke bliver min mor af at nyde at stå i køkkenet og prøve mig frem, at det er langt mere tilfredsstillende at lave ‘rigtig’ mad frem for at kaste lidt halvfabrikata sammen til noget varmt og spiseligt. Jeg ved nu at når man lider af en spiseforstyrelse, så handler det ikke om dovenskab og manglen på evner, men om ikke at turde og kunne. Jeg ved nu, at selvom jeg fik Frk. Jensens kogebog af min mor i julegave for en hel del år siden, så er der helt basale køkkenegenskaber som ikke er gået i arv fra barndomshjem til datter.

Så imens jeg lærer at koge et æg, forholde mig mad og forstyrelser og finder modet til at holde af mad, som andet end overlevelse og trøst, så kan jeg komme til at skrive om mad. Også selvom jeg ikke er madskribent.

Reklamer
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: