Familie, efterår og kastanjer

Jeg er voksen barn af en dysfunktionel familie – vi er en splittet familie – jeg har ingen kontakt med min mor og har ikke haft det i fire år plus det løse.

Det er noget af en mundfuld.

I hverdagen tænker jeg ikke over det, her har jeg travlt med min egen familie og mit job. Her er jeg lykkelig. Her er der plads til fjollerier og gemmeleg. Der er tid til at finde kastanjer og finde snegle. Der er alvor, frustrationer, vrede og dybe suk. Der er dybe favne, rødder og rum til al min fortid og smerte. Det er her jeg høre hjemme.

Mine brødre er vist ikke vokset op i samme dysfunktionalitet, som jeg er – eller rettere jeg er den eneste af fire børn der er brudt ud og væk fra den hjemmelige arne. At jeg skulle være langt over 30 før jeg turde bryde med min mor, handlede i høj grad om at uden mine brødre gav min barndoms kaos, kamp og isolation ingen mening. Uden deres kærlighed og tilstedeværelse i tilværelsen, så var der ingen pris at hente i det mørke som jeg voksede op i. Men de brød ikke, alle tre ikke i de første år. Men i de sidste er den yngste, den jeg altid var tættest på, mit hjertebarn, forsvundet fra mit liv.

Der var altså en pris at betale.

I dag har mit barn og jeg samlet kastanjer med fætter, drukket kaffe med tante og onkel, leget med kusine og haft tid sammen i efterårssolen. De er der stadig, især når jeg rækker ud. og det er dejligt.

At jeg aldrig rigtig er med, sådan includeret – en del af helheden. Kan skyldes rigtig mange ting. At jeg aldrig var det i barndommen og derfor tager mønstret og følelsen med. At de er tvillinger og 7 år yngre end mig. At jeg ikke har kontakt med min mor og det er mærkeligt.

Men ved du hvad, det er helt og aldeles lige meget. For mit barn lærer deres børn at kende og de nyder det. Jeg har familie når jeg vælger det til og men mit familiesindelag, så er det vist kun en foredel.

Familie, efterår og kastanjer. Det er lykken,

Reklamer

Sæt ord på

At være i job igen er fantastisk, at være præst giver så meget mening på alle mulige planer. Personligt og bestemt også fagligt. Jeg oplever at, hvad jeg troede svage punkter i min faglighed ikke er det, men faktisk er noget jeg er ganske god til. Det giver rum for læring og lyst til at ville mere. Ville vide mere, gøre mere og blive klogerer. Både som teolog og præst. Det er en ganske dejlig følelse.

Men alt er ikke rosenrødt i pipekraven. Jeg oplever at det at skrive prædikener nærmest bliver en uoverstigelig opgave hver eneste gang jeg skal på prædikestolen. Jeg har mistet mit teologiske/pastorale sprog – har jeg længe forklaret det med. Årsagen er klar, barsel, ammehjerne og længe væk fra fag og prædikestol for at nævne et par forklaringer.

Men min nye lånekollega, satte med sine gode råd fingeren på præcis det jeg havde mistet. Jeg har mistet mine ord. Jeg er faktisk siden Lille A kom til verdenen, ikke fået skrevet – hvilket jo er usædvanligt og ikke handler om at jeg ikke havde noget på hjerte mere. Men der var ikke tid og ledige hænder – der var rigeligt af ord, oplevelser, spørgsmål eller erkendelser der kunne havde været blevet til ord. Men det blev de ikke.

Han fortalte en historie fra sin egen verden, om et uoverstigeligt punkt som han kom over, ved at anskue det fra en anden vinkel. Han fandt en anden vej. Nu vil jeg finde en anden vej ind til mine ord igen. Jeg skal skrive mig vej ind til dem.

10 min om dagen, måske mindre – jeg ved ikke hvor meget der er tid til. Men der er altid lidt tid.

Grøn – Grønnere – mest grøn?

IMG_6539

Måske skulle du drikke dine grønstager, skrev Madbanditten engang til mig. Hvilket jeg lykkelig havde glemt alt om, i barsel og baby livet. For som om det ikke var hårdt nok, uden at skulle lege inovativ speltmor. Men ordene kom tilbage til mig, da jeg ved et tilfælde faldt over filmen Hungry for Change og siden da, har jeg næsten på daglig basis drukket mine grøntsager – på den ene eller den anden måde.

Denne greenie, er den ene måde. En smoothie med mere grønt end frugt. Egentlig så kommer det sig af, at vi herhjemme ikke lige med det første får råd til en Juicer af en ordenlig kvalitet og så må jeg jo finde en vej uden om.

Fordelen ved at drikke grøntsager er sikkert mange og ernæringseksperter har sikkert en masse at sige om det også. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kan sige at sammen med alt det andet grønne jeg forsøger at få i min krop, så kan jeg mærke en forskel – på energi nivauet – se forskellen på min hud og jeg kan se en forskel på min vægt.

Det sidste er ikke så vigtigt, det er et herligt biprodukt, men vægten kan svinge utrolig meget herhjemme, så der har jeg ikke lyst til at have mit fokus. For egentlig så er jeg ikke utilfreds med min størrelse, eller med tallene på vægten og det er også selvom de er tre cifret. Jeg har sluttet fred med deller, strækmærker, buler og former, for det giver faktisk rigtig dårlig mening altid at ville have noget andet end det der faktisk er.

Men, jeg vil gerne leve og spise sundere, jeg vil gerne bevæge mig mere og jeg vil gerne spise sundere end det vi har gjort tideligere. Jeg er uhyggeligt bevidst om at det forhold til mad som vi har herhjemme, det tager min datter med sig ud i verdenen. Og med den verden hun vokser op i, så bliver vi sg nød til at have en god, solid og velafbalanceret base til hende her. På alle områder i livet.

Der findes massere af opskrifter på greenies rundt om på nettet Madbanditten har en del i hendes kogebøger, jeg eksperimenterer stadig. Men denne her, kan jeg faktisk få min mand til at drikke.

Greenie i et stort glas:

1/2 meget moden banan
en håndfuld frisk spinat
4-6 frosne broccoli buketter
En tommelfinger tyk skive Squash
En halv citron, befriet for sin skrald og kærner.
1/2 pære
En god håndfuld isterninger
1 1/2 dl kold vand

Det hele blendes i en blender og hældes på et glas med is. Pink sugerør er altid et hit, når der er en to årig tilstede 😀

Grøn barmhjertighed – eller tilsæt lidt mere af det gode.

IMG_6380 Tiden er rendt fra mig i dag, indhyldet i overspringshandlinger og madlavning er dagen smuldret mellem mine hænder. Det er sjovt med tiden og dagene. Dagene her går med forberedelse på min 3. prøveprædiken i år. Vi krydser fingre for at 3. gang er lykkens gang. Selvom forandring er skræmmende, så er der noget fantastisk betryggende ved tanken om fast embede, faste kollegaer og en fast menighed. Der er rum for udvikling i sådan en forjættende tanke. Så imens jeg forsøger at liste mig ind på barmhjertighedens væsen, i kærligheden fra gud og når vi mennesker mangler det hele, både barmhjertighed og (næste)kærlighed – så forsøger jeg at blive på min nye sti. Min nye og mere grønne sti. IMG_6385 Det er blevet til mange måltider med mere grønt og mindre kød og det kan mærkes og ses. På mine øjne, på min hud og på mine bukser der ikke strammer som før. Det kan mærkes på mit overskud, på mit fokus og min hukommelse. (også selvom jeg glemte ordet stillads i dag?) Jeg drikker mindre kaffe og mere te, jeg bliver straffet hårdt når jeg så kaster mig over brød og kage og is ind i mellem, for min mave vil helst ikke være med på den galej mere. Jeg har i den senere tid, ikke så meget i weekenden, været vegetar fra 06 – 18, drukket flere grønne juicer og smoothies end nogen sinde før og jeg kan mærke at min krop vil have mere. Hvor det ender, ved jeg ikke, men det ender ikke her. På næste torsdag tager jeg til drop in Yoga og forkæler mig selv med yoga i hele juli. Nå, det var den barmhjertighed der skulle i spil…

Mother dearest?

IMG_4271

Jeg skeler til klokken, den er 9.07 – dagen har været godt i gang længe og jeg ved, at hvis jeg ikke er opmærksom på tiden, så kan jeg blinke og uret har tikket 13.09 og dagen er ved at være brugt op. I livet som arbedsløs så bliver tid en markør med flydende kanter. Nogle dage går tiden langsomt nok til at alt det jeg gerne ville nå, bliver nået og andre dage så halser jeg efter tiden som en tæve i løbetid. Om lidt skal jeg i job igen, og så bliver tiden knap og skal sættes i skema for at få enderne til at hænge sammen. Min kalender, din kalender, bedstes kalender og andres kalender skal matches, sammenlignes, planlægges og det skal helst gå op i en højre enhed.

Tiden går – Tik Tak siger lille A, når der er et ur i nærheden. Det er sødt!

Ind i mellem så føles det som om tiden står stille, eller at noget aldrig rigtig forandre sig, tiden og følelsen af forandring til trods. Min terapeut kalder det noget med at min historie kommer på besøg. Altså at følelserne jeg står med nu, forstærkes af følelser fra fortiden. Jeg ved at når jeg bliver forfærdelig rasende, ked af det, ond i sulet eller mest virkelig virkelig vred – at så er det min historie der blander sig i min nutid og forstærker følelsen af vrede, afmagt, fortvivelse og det bliver til raseri, tåre og hårde ord.

Jeg har identificeret en del af mine historie markører. Uretfærdighed er en af dem, for når man vokser op som barn af en Narcisist så er uretfærdighed en evig følgesvend. Dels sympatien med Narcisistens evige oplevelse af at alting er uretfærdigt, men faktisk også fordi grov forskelsbehandling er en del af hverdagen. Egoisme er en anden og krav om at tilsidesætte egne behov for andres behovsdækkelse en tredie. Også typiske træk hos en Narcisist at afkræve og opdrage sit barn, det barn der nu engang får tildelt den rolle, til at dække sine behov og på den måde vokser barnet op med en klokkeklar viden om hvordan man dækker forældrens behov, men uden evnen til at tage vare på sine egne.

Så ofte når min nutid kommer i karambolage med min fortid så er det fordi andres egoisme eller behov kommer på banen. Eller at andre kræver af mig, eller forventer at jeg skal tilsidesætte mine behov for deres. (Lille A helt og aldeles undtaget lige her. Her er det mit job at tilsidesætte egne behov og det gør jeg uden besøg af historien eller andet.)

ER DET DIT BEHOV? har min terapeut fået mig til at skrive på en post-it og sætte på skærmen. For begynder jeg at ignorere mine behov og tilfredsstille andres, så lander jeg med begge ben i fortiden.

Et nyt behov er dukket op i den sidste tid, et behov for at slippe vreden. Grundvreden mod min mor, min barndom og opvækst. Jeg orker ikke mere vrede og den gør ikke noget godt for mig på den lange bane. Vreden har været en god katalysator for mig, til at tage afstand fra hende og få fred i mit liv. Tage kontrollen og skæbnen tilbage. Men nu vil jeg gerne give slip og tilgive.

Tilgivelse er et stort ord og jeg bruger det sjældent i samme sætning som min mor. For hvilke konsekvenser har tilgivelsen? Skal vi så have forsoning på banen? Et forhold? skal hun have et forhold til mit elskede barn? NEJ tak!  Men hvad så?

Det er mit behov for at slippe vreden det handler om, hvad der følger med når jeg krydser den bro, må jeg tage mig af der. Men jeg orker ikke være vred længere, jeg vil gerne sætte mit fokus et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at i fremtiden spiller min historie, en væsentlig mindre rolle i min nutid end den gør nu.

Kloge mennesker siger at der skal tilgivelse til, og er det, det der skal til, så er det det, jeg vil arbejde på. For vreden er ikke længere min drivkraft, det er kærligheden til min datter, min mand, mit liv og min fremtid. For størst af alt er kærligheden.

Hvad med kærligheden til min mor? Den er der ikke, den er væk. Er tilgivelse ikke en kærligheds gave? Hvis den er, så må det være ud af kærlighed til mig selv.

Vil du med?

IMG_5752

På endnu en rejse?

Hvor skal vi hen? – Det ved jeg ikke, men jeg ved at jeg er på vej allerede.

Hvor skal jeg starte, når nu jeg allerede har taget det første skridt, eller måske er det rettere det næste. For mon ikke jeg tog det første skridt for længe siden, tilbage før jeg blev mor og alt i min verden pludselig fik et nyt perspektiv, ny mening og noget helt andet end mit eget navlepilleri blev vigtigt.

Jeg elsker at være mor og jeg er faktisk ret god til det. Det fylder mig med daglig lykke og jeg troede faktisk ikke at jeg kunne blive så lykkelig. Eller rettere i mange år troede jeg nok ikke at jeg fortjente det. Men om lidt bliver hun to og livet nu er noget helt andet end det var for bare et år siden, hvor hun stadig ikke sov uden hjælp fra mor. Den nye vuggestue har givet min lille pige et helt nyt liv og givet mig en enorm tryghed og et overskud som jeg havde savnet. Der er igen tid til at reflekterer, at tænke og tygge og have tanker om ‘hvad skal vi nu lille du’.

Jeg gik i køkkenet – igen. Imellem jobsøgninger og få genetableret netværket som jo i den grad lider under forældreskabet. Så har jeg genfundet glæden i mit køkken. Og jeg husker drømmen, fra før fertilitetsbehandlingen gav pote, om at kunne kreere grønne retter i mit køkken og fylde mit liv op med viden om kål, broccoli og bønner.

Naturligvis så har jeg købt en ny kogebog og læst nye sider på nettet og set en ny film eller to, som inspirator. Som akademiker, så kan jeg ikke komme uden om at snuse viden op er en del af ballet.

Men vigtigst af alt, jeg har tid til og glæde ved igen at stå i køkkenet og forkæle mig selv og min familie med mad.

 

Tro – tiltro – tillid

10322431_912031468830405_4677483056126024249_n

Det blev ikke mig der i denne omgang skulle have fast embede, tjenestemandspension og embedsbolig. Hvilket faktisk er helt ok, jeg vidste det nærmest inden vi gik i gang med gudstjenesten. De havde fundet deres præst og de skulle faktisk bare have det overstået.

Gudstjenesten gik godt, jeg ærgre mig over at jeg havde taget et så sikkert salmevalg, det husker jeg til næste gang. Et par af damerne tøede op undervejs, og gik fra distance betragtning til at smile og være med. Selve samtalen var behagelig, et par af spørgsmålene kom bag på mig, men jeg var mig selv og svarede efter bedste evne, tillod mig at være usikker på visse spørgsmål, som vil du begrave folk der ikke er medlem af foreningen?

Da de sagde tak og jeg gav alle 15 hånd og sagde farvel, vidste jeg at det var ikke her jeg skulle være præst. De ville have noget andet end det jeg er på nuværende tidspunkt som præst, eller rettere opgaverne ville jeg sagtens kunne løfte, men min erfaring ligger et helt andet sted.

Så da vi kørte hjem i bilen, så var mit højeste ønske faktisk at blive indstillet som nr. 2, alene for signalværdien overfor biskoppen. Det blev jeg også og jeg kunne ånde lettet op. Og så alligevel ikke helt, for selvom jeg vidste at der skulle jeg ikke være præsten, så ville det nu være rart ikke at skulle slås med A-kasse, jobnet og netværksbehandling. En fast månedsløn, et køkken der ikke er et kosteskab, det ville være lækkert! Men bare ikke der. Så jeg træder videre på livets trappe og holder fast i troen, tilliden og tiltroen på at en dag, om ikke så længe, så er der en plads til mig og min familie i folkekirkens regi. Jeg glæder mig, alt i mens vi stadig slås med sygdom herhjemme. Så måske er det meget godt at vi ikke lige nu skal stå på hoved i flyttekasser, når nu jeg har pande og bihulebetændelse…

Et velsignet nytår – ja tak!

IMG_2946

Jeg starter året arbejdsomt – for jeg er indkaldt til mit livs første prøveprædiken. Folkekirkens svar på at være igennem til den sidste samtale runde. Om en uge skal jeg stå klar i ornat, med prædiken og salmer og mig – og mening med det hele er at jeg skal få de to menighedsråd til at forelske sig så meget i mig at de vælger mig som DERES præst. Givet at jeg forelsker mig i dem, naturligvis.

En del af mig er ved at sprænges af bare begejstring, jeg kan næsten ikke være i min krop af bar glæde, forundring og tanker i spandevis. En anden del af mig er velovervejet og igang med at lave lister over hvad der skal researches, hvilke spørgsmål kunne der mon dukke op, og jeg skal også lige få fat på præsteforeningen med det og det. En tredie del af mig, tænker tanker som, kan jeg nå til frisøren og til negledamen, hvilke sko skal jeg have på under præstekjolen og JEG HAR JO IKKE NOGET AT TAGE PÅ!!! Den sidste del af mig, kigger lidt filosofisk ud af vinduet og spørger sig selv om jeg nu også er klar til at forlade trygheden jeg står i og har kæmpet for. Trygheden ved at være i job, for det meste, bo tæt på farmor og i en lejlighed hvor jeg kender alle hjørner og pladser? En udsigt som jeg har set på nu i snart 8 år? Svaret til hende den sidste er, Ja, mærkværdigvis så er jeg jeg klar til alt der måtte komme. Kan jeg forudsige det? Nej, det skal jeg heller ikke – jeg skal blot gå med og huske at tage mig selv med. Både den ene og den anden del.

Alt i alt, er jeg vist blevet et helt menneske af mange dele.

Lige nu et menneske der har et par dages grundigt arbejde foran sig – og jeg glæder mig!

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

Up ↑