Jeg går i cirkler

morkassen.dk er mit nye domæne. Navnet er genialt synes jeg – det er min mand der har fundet på det. På en eller anden måde, så føles det som om mit liv er kasser. Præstekassen, tøjkassen, hverdagskassen, madkassen og jeg kunne blive ved. Ind i mellem så stabler jeg kasserne for hårdt og taber dem – mest til livets vikårlighed.

Denne blog har været her længe, siden jeg blev mor er den dog ikke blevet brugt lige så flittigt som en blog bør. Tid, udmattelse eller hvad der nu er forklaringen, men den er ikke så vigtig som det at jeg faktisk elsker at bruge mine ord. Men ind i mellem er det som om de forsvinder.

Men hvorfor så en ny? Måske kan jeg give slip på fortiden den vej? Måske fordi nyt er spændene? Måske fordi jeg skal en anden vej?

Jeg har ferie, eller rettere jeg har 1 1/2 uge tilbage af min 4 ugers ferie. Ferietiden eller feriekassen om man vil, har givet mig tid til at reflekterer. Mærke efter inden i omkring hvad jeg faktisk har brug for, hvor vil jeg gerne hen, hvad trænger jeg til at have fokus på. Det er her jeg kan se at jeg går i cirkler i mit liv. Endnu engang ønsker jeg øget fokus på:

• kost
• bevægelse
• økonomi
• balance mellem arbejde og privatliv
• Balance mellem mig og resten af livet
• liv

I det hele taget så bare mere balance og tid til mig.

• Minimalisme
• Vegetar mad
• Ingen sukker – igen!
• Til til moderen uden at være mor.

Jeg har drukket grønne smoothies – i perioder, jeg har forsaget sukker – i perioder. Jeg har sparet op – i én periode. (yay) Jeg har haft tid til mig – fra tid til anden. Jeg har åbnet døre – og aldrig gået ind af dem. Jeg har fået fast arbejde – og præsten er glemt i alt det der er uden om.

• Jeg vil gerne skrive – igen.
• om det der betyder noget – og giver mening.
• Jeg vil gerne holde op med at shoppe – i morgen skal jeg på outlet for tøj til kvinder som mig, (str. over XL) Jeg mangler bukser.
• Jeg vil gerne lave mad – igen.
• Dog uden madspild – denne gang.
• Jeg vil gerne leve uden sukker – igen – det gør mig smuk.
• Jeg SKAL gå til Tai Chi – en drøm fra barndomsland.
• Jeg vil give slip på fortiden – fortidens dårlige indflydelse på nutiden.
• Jeg vil gerne gå på trapper, stiger , agurker med mer og lige ud – men gerne stoppe med at gå i cirkler.

2018 – forbrug del 1

Det kan virke helt tosset at tale om forbrug eller mindre forbrug på en dag hvor jeg faktisk kørte til min barndomsby og shoppede udsalg til barnet. Jeg kom hjem med en flyverdragt med 40% rabat i nummeret større, så den kan passe hende til næste vinter. To par strømpebukser med uld 50% også størrelsen større. En cardigan, også størrelsen større, en langærmet t-shirt fra Noa Noa, et par glimmerstrømper og en uldbluse, i nummeret større, men vi tager den i brug nu – det er koldt. I carporten lå der en pakke som indeholdt en kjole, også i nummeret større og et par vinterstøvler 2 numre større end den hun bruger i år.

Shoppaholic det kan man godt sige at jeg udviklede mig til igennem min barsel. ensomheden, frustrationen, angsten, uvidenheden og helt sikkert den manglende søvn, gjorde at jeg byttede min spiseforstyrrelse ud med et andet drug. Hold fast hvor har jeg de sidste 5 år købt mange mange ting, som aldrig er blevet brugt. Bare mængden af ammepuder jeg fik købt inden jeg fandt den helt rigtige, Meget er blevet solgt og givet videre til kusinen. Men ikke alle indkøb var lige velovervejet og jeg tror at jeg mindst har brugt én shoppetur i New York på ting og tøj, som ikke var nødvendige – men på daværende tidspunkt var trøst, holdepunkt eller hvad det nu har været.

Men noget, og måske endda meget har været ganske fornuftigt. Gode tilbud har sikret hende pæne og gode sko, jakker, flyverdragter, kjoler, strømpebukser etc etc til en pris som har været god. Så selvom jeg gerne vil have et shoppestop i 2018, så skal det også give mening. Der er nemlig ingen grund til at jeg skal give 1400kr for en flyverdragt til november, hvis jeg kan købe en nu til det halve. Det samme med sko og støvler, og hjemmesko for den sags skyld 350kr stykket koster de nu alligevel.

Men der skal andre boller på suppen for 2018! Guleroden er at jeg gerne vil have mulighed for at kunne tage barnet med til Paris og Disneyland på vores årlige mor/datter tur.

Men derudover så vil jeg også gerne kunne tage på tur, uden at vi skal købe noget, endnu en bamse, endnu en dukke, flere perler eller kjoler. Som alt sammen er noget vi har ufattelige mængder af.

Men hvordan skaber jeg så balancen i 2018? Lidt af gange er min første tanker, men derudover så må jeg først finde roden i hvorfor det er så svært for mig at sige nej til bamser, kjoler, perler eller hvad der nu måtte komme af spørgsmål og gode tilbud. Dernæst så har jeg lavet en plan for hvad barnet mangler nu og hvad der er basis til næste størrelse.

I dag stod jeg i Noa Noas outlet i barndomsbyen og fandt det sødeste sommer sæt, præcis det barnet kunne mangle til sommer. Men præcis ikke det som stod på listen over det der må købes på januarudsalget. Så jeg måtte hænge det på plads igen, og betale 254,- for to basisbluser, den ene med uld og et par strømper og gå igen. Uden nederdelen med guld og glimmer som hun ville elske, eller den grå med de blå prikker som moderen faldt pladask for. Men de stod ikke på listen.

Jeg gik også forbi tørklæderne i den smukkeste blå farve med 50%, fordi jeg har købestop på tøj og tørklæder. Indtil jeg har fået sorteret, solgt og smidt væk af det jeg har og aldrig bruger. Men det er en helt anden historie.

2018

2017 vil jeg beskrive som et gavernes år, og i forhold til 2016 som på mange måder var sorgens år, så var det jo et vanvittigt fantastisk år. og det var det ganske uden sammenligning. Men det var også året hvor jeg stod i situationer hvor min historie kom bragende med min spiseforstyrrelse som copilot og forstyrrede mig midt i min gaveregn og lykke. Tænk at det skal være så angstprovokerende at få sine drømme opfyldt?

2018 starter godt, jeg – eller vi er et godt sted, her skal vi være længe – også selvom det virker helt utroligt. Efter 7 års nomadeliv som præst, har jeg fod under eget alter. Efter 7 år i lejlighed på vestegnen, har vi hus med have og marker og fugle uden for vinduet om morgenen. (og naboens hund der gør som bliver den betalt for det)

2018 skal for mig handle om at finde balance, igen fristes jeg til at sige. For i perioder så er der virkelig god balance i mit liv. Andre perioder, så knap så meget. Men når jeg ser tilbage på de sidste 10 år, så har der været en stigende tendens til at balancelivet får lov til at blive lidt længere ad gangen.

Inspireret herfra har jeg forsøgt at sætte ord på mit 2018, ikke nytårsfortsæt eller krav til året der lægger foran mig. Men ord:

• Forbrug. 2016 havde jeg et svimlende forbrug på især barnets tøj. Det blev bedre i 2017, men jeg bruger stadig alt for mange penge på ting jeg ikke ander hvor ender. Vores husholdningsbudget er helt vanvittigt ude af trit med at vi kun er tre i husholdningen.
• Sukkerstop. I 2016 gik vi fra sukker og hvidt brød herhjemme. 2017 bød på nye udfordringer og vi lettede lidt for meget på kravet om sukkeret og balancen røg. Så her på 4. dagen uden sukker, så føles det godt og jeg ved jo at balancen kommer efter nogle uger.
• Bevægelse. Vi bor naturskønt, men jeg har også fået bil og kørekort, så cyklen står i skuret. Jeg vil gerne bevæge mig mere i 2018, gå ture i det smukke moræne landskab vi bor i.
• Ro. Jeg vil gerne prioriterer Ro til hovedet. Få skrevet tanker ned på papir eller blog, lave madplaner og lister, til overblik, balance og ro.
• Oprydning. Vi er flyttet ind i et meget stort hus, og selvom vi egentlig havde ryddet op og ud inden vi flyttede, så er der stadig meget at tage fat på. Kasser vi ikke aner hvad der er i på loftet og ting som faktisk ikke rigtig bringer noget med sig. Jeg vil omgive mig med ting der bringer mig glæde, de andre må videre.

Nyt skal der til – eller at vende et nyt blad

Min veninde har tilmeldt mig en facebook side med købsstop og minimalisme i 2018. Godt inspireret fra den side sad jeg til langt ud på natten og skrev ned hvilke steder jeg gerne ville gøre en indsats i året der kommer, både i privaten og i embedet. Det handler blandt andet om at indse at med hus og have og bil, så skal der et andet fokus på forbrug og mad. Og med fokus på mad, så skal jeg vist en tur omkring min spiseforstyrelse igen. Og før end jeg vidste af det så havde jeg kreeret mig selv en ny blog. Ikke livsmod denne gang men livsmodet. En ny blog – et ny og ubrugt kladehæfte til mål og meninger i det her nye liv vi er flyttet ind i for godt og vel et halvt års tid siden.

Jeg har også skrevet min første blogpost – jeg ville skrive den næste som afsked eller ode til denne blog, som jeg på alle mulige måder har forsømt siden jeg blev mor. Som et krøllet kladehæfte er det blevet forsømt og lagt i glemsel.

Men nyt er ikke altid godt, måske lettere – men på denne blog hører jeg altså hjemme også selvom statestikken for denne blogs besøgstal går i minus hver måned.

Ganske kort, jeg kan ikke være den jeg er – uden at have været den jeg var og den jeg var og det jeg tænkte står her på bloggen.

Velkommen hjem.

Så kom nu. Sæt ord på de fucking følelser

Står der i artiklen fra Jyllands-Posten.

Hvordan sætter jeg ord på det som skriger til  himmelen, som skriger inden i, som fængsler mit sind og mit indre – for når jeg sætter ordene på det som skete, det jeg hørte og det som gør ondt. Så minder det mig bare endnu mere om afmagten – at der ikke er noget jeg kan gøre ved det.

Tag til genmægle – Det kunne jeg, men det ville nok bare være spild af energi og kræfter. Mest af alt har jeg lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft og se om faderen min fatter at han gør mig fortræd. Dernæst så har jeg lyst til at gøre ham fortræd. Tage noget fra ham, som han gjorde fra mig. Barnebarnet.

Jeg vidste det egentlig godt inden jeg tog afsted mod bedsteforældrene med barnet, noget var ikke som det havde været. De havde trukket sig og ville ikke komme her, de insisterede på besøg hos dem. De har ikke kunne hente barnet, selvom det var blevet en vane og hverken barnet eller moderen forstod helt hvorfor.

Listen af skæld ud jeg måtte stå for da jeg ankom med barnet var lang, og der var ikke rigtig plads eller rum til gensvar og så er der ferien i Berlin, sammen, der faktisk er betalt. Og så er der lige det at når min far skælder ud, så er det ikke voksne 43 årige mig der tager imod – men 8 årige mig – som han valgte fra i sit liv, fordi det var besværligt.

1. Jeg havde irettesat ham, det var han blevet vred over. En aften på facetime – det er en af de ting jeg har gjort, så de har kunne tale med barnet og holde en nær kontakt med hinanden. Ikke for min skyld, men for at de skulle føle sig som en del af barnets hverdag – havde han kommeteret mit barns mave som tyk, helt uskyldigt – men det gav en anledning til at jeg bad dem om ikke at gøre kroppe enten tykke eller tynde, men at jeg ønskede at kroppe i mit barns optik bare var forskellige. Ikke rigtige eller forkerte, tykke eller tynde, grønne eller brune – bare forskellige. Jeg forklarede også hvorfor, at vi i familien har overvægt med i baggagen og svært ved at komme den til livs og skabe balance i dét regnskab. Derfor er det mig magtpålæggende at give hende de bedste redskaber til at have det godt i egen krop. Min far lagde vægt på at han ikke havde moppet mit barn, og jeg måtte ikke irettesætte ham. Jeg gjorde opmærksom på at mopning aldrig havde været på tale, men kropsopfattelse og det stod jeg fast på, mit barn skal lære at mennesker er forskellige og det er kroppe også. De næste punkter i samtalen flød sammen, måske allermest fordi jeg gjorde det.
2. Så kunne de ikke hente fra Børnehaven mere, det var for bøvlet at komme derhen. (de har bil, så det forstår jeg ikke) og desuden så skulle bedstemoderen, han kone, lave for meget om i sit arbejdskema og det duede jo ikke. (hun har tidligere været ret så fleksibel, så det forstår jeg heller ikke. Så vi måtte finde en anden samværsform. Det kan vi godt, men de står ikke forest i køen. Når jeg arbejder, arbejder jeg i weekenden – så er weekender ret så hellige for os som familie, der er også sociale tiltag og praktisk gøremål og så er vores weekender også der vi kobler af. Det gør vi sammen og uden gæster eller besøg. Så jeg vil gerne tage det med i vores planer, men jeg vil ikke lave planer ud fra det. Resultatet bliver vel at de kommer til at se Barnebarnet et par gange i kvartalet. Deres valg ikke mit!
3. Han var blevet så vred at han var i tvivl om hvorvidt vi kunne tage til Berlin sammen uden at de ville føle sig udnyttet. Lige den, nåede jeg ikke at kommenterer på, for min fader er mester i at tale forbi – uden om – og skifte emne. UDNYTTET?? Han må have drukket af natpotten? Vi betaler fandme selv for gildet og har for 2928 kr flybilletter liggende OG vi bor i hver vores lejlighed i hver vores ende af Byen. Ja, lejligheden er en de har skaffet, men det var aftalen fra begyndelsen. Jeg er stadig vred og forvirret.
4. Jeg skaber splitting i mit barn – om jeg godt er klar over at hun ser verdenen meget sort hvid og det er min skyld? Nææ sagde jeg det havde jeg ikke lagt mærke til. Jo for hun fortræk bedstemor fremfor Ham og det var noget jeg skabte. Øhh?? Jeg er godt klar over at barnet taler meget om bedstemor og ind i mellem gerne vil ting uden morfar. Jeg har lagt to ting i det; nemlig at hun er meget pige fikseret, hendes venner er piger, hun vil helst lege med piger i Børnehaven osv. Det skulle vist være mit job, at booste pladsen til morfar noget mere. Jeg havde sat et videoklip af barnet på instagram, hvor hun pralede af et postkort hun havde fået af bedstemor – ikke morfar. Hvilket han var blevet meget fortørnet over, for det var ham der skrev kort og aldrig bedstemor!!! Så det skulle ingen andre få æren for. — Jeg må ærligt indrømme at jeg er mundlam. For det første så er det bedstemor der er primærfigur når de tre er sammen, han sidder i sofaen og flapper tv eller ipad – bedstemor leget og finder på. Ind i mellem så dukker han ned i en leg og er med i kort tid, så tager han en morfar på sofaen. Han laver mad, frokost og drikkevare -men der er barnet ikke med og han er ikke med i legene. Så det er da ikke noget under at det er bedstemor der er favoritten? Sådan er det også herhjemme, barnefaderen er bedre til at lege med tog, dukker og dukker med stemmer og lego og jeg er bedre til at vi laver mad sammen, kreative ting med lim og glimmer eller tegner. I de perioder faderen er meget på, fortrækker hun ham og omvendt i andre peroder. Det er da helt naturligt. Men det var det ikke, fik jeg to uddannede pædagogers svar på, det var noget jeg skabte når jeg ikke gik ind og fremhævede den ene frem for den anden når barnet fortrak det omvendt. Jeg har godt bidt mærke i at Bedstemor gør et stort nummer af at includerer ham, give ham kredit eller betydning også selvom han ikke har været der, det har jeg nu ikke taget mig af og det har jeg heller ikke tænkt mig at begynde på. Det er ikke mit job at booste hans nærvær i hans fravær. Hvis han vil have en førsteplads i barnets liv, så må han gøre sig fortjent til det. Jeg sætter ingen af mine forældre på en pedistal længere og det vil jeg heller ikke begynde på. Men at jeg skaber splitting i mit barn, det udsagn får mig helt op i det røde felt – for det åg har jeg levet under de første 35 år af mit liv og den slags skade føjer jeg ikke til hende. Men gør han?
5. Der var måske et 5 punkt, men jeg kan lige nu ikke skælne mere.

Lige nu arbejder jeg på at ombooke Berlinerferien – lige nu kan jeg slet ikke overskue at skulle skylde ham noget, eller gå med ondt i maven over at glatte ud, for feriens skyld eller barnets.

I morgen ringer min terapeut og så kan jeg måske få sat mit såret barn ind i den rigtige ramme og finde ud af hvad next step er, som min mand ville sige.

Når livet skal fyldes med gode ting:

 

Når glasset går fra fyldt til tomt – fylder jeg det med oplevelser, så skaber vi minder sammen. Min familie og jeg.

Inden i gør det stadig ondt og jeg har let til tåre, men jeg ved også at tid læger de fleste sår.

I dag kan jeg glæde mig over 10 år med manden i mit liv, manden som er mit Anker, min kærlighed og mit håb. Som giver mig troen på at livet vil mig det godt og der er kærlig og liv i overflod til mig også når livet gør ondt.

Det her med at være præst..

giver så ufattelig meget mening!

Om lidt ender mit vikariat og endnu engang står arbejdsløsheden på trapperne, A-kasse bakserier og Akademikersnak hos 2. aktør. Jeg ved det ligger i horisonten – men det får ikke mange tanker, lidt ikke meget!

For mit arbejde som præst fylder ufattelig meget, både i kalenderen – hvor præsteaftalerne har små pink firkanter og de private grønne og blå. Der er meget pink i mine dage og jeg trives, nej jeg stortrives med de opgaver der ligger for mig. Skriveblokeringer er der stadig, dem må jeg få lært at leve med eller komme over – under – eller omkring. Men den anden del af mit arbejde som funktionspræst fylder, både i pink firkanter og som del af min arbejdsglæde.

Samtalerne, med de unge mennesker som har ondt i livet, specialet, kæresten og/eller eksistensen fylder.

På den gode måde.

Den efterhånden daglige fornemmelse af at gøre en forskel, sætte eksistensen og livet i perspektiv – på whiteboard – eller på post-it sammen med dem. Så klarheden og lettelsen i deres øjne over at blive set og spejlet som Menneske, nogle gange for første gang giver så ufattelig meget mening.

og det er det vi kan og det er det vi er gode til og det er det vi skal holde fast i! At vi som præster og kirke har et andet menneskesyn end det der bliver mødt os ude i den anden del af samfundet. Der hvor prestige og præstation er dagsordenen og hvor man bliver til det prædikat der bliver delt rundhåndet ud af.

I sofaen der lidt uden for hovedstaden der er vi mennesker der mødes, væk fra diagnoser og prædikater og målsætninger. Her er der plads til tro, utopi, liv og håb ikke mindst.

og det giver mening.

Både for dem og i allerhøjeste grad for mig.

Glæden ved at være præst, ved at være budskabsuddeler om søndagen og menneskeseer i hverdagen er kommet tilbage og jeg har nydt at finde nye styrker og nye mål og meninger i det der længe har været et kald i det fjerne.

Nu er det her og nærværende, måske kun tre uger endnu, men jeg er der endnu og jeg har tre uger mere at give mening i og give mening videre og måske få lov til at krydre med håb, tro og kærlighed.

For dét giver mening!

Hvad skal vi nu?

Det runger i lejligheden når jeg går over dens knirkende gulve. Der runger tomt, alene fordi der er ryddet op og gulvene er vasket.

Tomheden ekkoer mit indre.

Du er her ikke

og det er godt – hvilket er skidt.

Vaskemaskinen snurre i baggrunden og efterårsvinden rusker i træerne og kastanjerne rasler ned til stor glæde og begejstring for vores lille barn.

Du er her ikke og ser det ikke. Når hun rækker sine hænder frem og stolt frembringer skatte i grønne og brune farver, vi glædes, hende og jeg og vi samler flere til lommerne revner og hænderne bliver kolde i vinden. Så bringer vi skattene hjem, hun græder over dem der tabes på vejen i vinden, jeg trøster og vi ser på skatten og pakker den ud.

Du er her ikke.

Du gjorde mig fortræd – alene ved at være dig – og noget inden i mig gik i stykker.

Der har været tomt siden du tog afsted – din plads i sengen er fyldt med puder – din stol er tom ved bordet, men jeg ser det ikke.

Jeg mærker kun at glæden ind i mellem er halv, at travlheden er dobbelt og boldene i luften mange.

Jeg mærker intet savn – men mangel.

Du rækker ud – igennem cyberspace og telefon og jeg overrumples af tomheden og ekkoet der dør hen.

Jeg er bange – for hvad skal vi nu?

Vi skaber minder

Ind i mellem så kigger jeg på mit barn og kan ikke lade være med at tænke på, om hun en dag kommer til at vide hvilken velsignelse hun er? Hvor vidunderlig hendes umidelbarhed er og hvor skønt det er at se hendes personlighed forme sig og vokse med tiden?

Da hun var helt spæd kunne jeg næsten ikke få ordene over mine læber, det var som om at ord slet ikke var fyldestgørende nok, der var simpelt hen intet ord der kunne favne hvor stor min kærlighed til hende var. Jeg elsker dig, jeg hviskede det ind mod hendes hoved når hun sov, ofte med tåre i øjnene. Fra første færd var hun en velsignelse og hun er det stadig, hver eneste dag. Hun er det når hun kaster tallerkenen over bordet af frustration og hun er det når hun skubber for at få opmærksomheden. Hun er min læremester udi moderskabet og jeg er hendes vejleder i livet og jeg elsker elsker elsker hvert øjeblik.

I går købte vi et lille græskar i vores superbrugsen. Ih det var godt far var hjemme til at bære det tunge græskar op af trapperne synes barnet. Så hentede vi værktøjet som jeg havde købt i Virginia det efterår hun blev til og så skar vi hun og skrabede alt det ulækre ud. Sammen tegnede vi øjne og så var barnet træt og jeg skar ud og vupti vi havde lavet et hoved. Der var hvinen og glæde da vi om aftenen satte lys i og hun styrtede ud af sengen i morges da jeg hviskede hende i øret at der var lys i græskaret på altanen.

Jeg elsker at skabe minder og håber at de med tiden kan blive til tradtioner og holdepunkter. Jeg kunne godt lide de der øjeblikke hvor det føltes som om jeg havde hemmelige stunder med min mor, da jeg var barn. Enkelte af de stunder står stadig intakte og uskyldige, selv efter at mit barndoms slør blev revet væk.

I eftermiddag skal vi riste kernerne i olivenolie og komme salt på, sammen barnet og jeg.

Jeg glæder mig allerede

Det er øko.

Jeg elsker økologi!

Hvorfor?

Ved du hvad, det gør jeg altså bare!

Jeg er vokset op i et hjem hvor økologi var noget pjat. Familiens overhoved sagde ofte at økologi er noget pjat og desuden så ville man ikke kunne brødføde verdenens befolkning hvis alt blev økologisk. Det var ikke en underbygget påstand, hvor jeg fik syn for sagen med en artikel eller en bog jeg kunne læse om emnet. Hvilket ved gud havde været klogt, for som barn læste jeg alt. Også voksenbøger, hvor hvad pokker skulle jeg ellers tage mig til i et hjem med en tvkanal som blev bestyret med hård hånd af selvsamme overhoved, jeg havde ingen radio eller pladespiller der stod afsides nok til at jeg kunne spille musik på den andet end når ingen andre var hjemme.

Nå men allerede da vi havde husgerning i 5 klasse synes jeg at det gav mening at spare på recourcerne, jeg klippede søndagsberlingerne op i passende stykker, som vi kunne bruge til at tømme opvasken med istedet for køkkenrulle. Jeg kunne ikke forstå hvorfor maden ikke kunne laves med ‘eftervarme’ som var et begreb vi havde lært om i skolen, bevæbnet med små røde Nesa kogebøger. Det holdt selvfølgelig ikke længe, der skal altså en voksen til og ikke latterliggørelse for at en god idé hænger ved.

Senere hen levede jeg af pasta, torskerogn og ravioli på dåse, så ikke meget øko over de år og i studieårene var alting en kamp for overlevelse og efterlevelse og jagten på livet.

Men en dag fik jeg serveret et glas koldt økologisk letmælk og siden da er det faktisk kun gået en vej. Langsomt, meget langsomt for det var i studieårene og pengene var meget små. Ja, jeg ved godt man kan prioriterer og man kan og man kan og man kan. Men jeg kunne ikke, for den slags begreber skal man altså have lært et sted og ingen brød sig om at lære mig noget som helst om at leve, overleve og prioriterer da jeg voksede op. Så det er altså en livsfærdighed som ikke kommer med modermælken og jeg havde den ikke.

Min far levede ren øko og rent uden parfumestoffer i hjemmet, hvilket var lidt meget mærkeligt! Husk lige på at jeg trods alt har familieoverhovedets meninger i rygsækken. I dag bruger vi ingen parfumestoffer i hjemmet, måske bortset fra en rest Ajax der venter på at blive brugt op.

Jeg husker et DR program med Søren Rye, som jeg så for mange år siden. En bid hvor han viser hvordan man kommer af med ukrudt uden at bruge Round-Up- Jeg husker at han sagde at det kunne godt være at det ikke kunne bevises at naturen tog skade, men at ind i mellem så burde vi mennesker altså lade Naturen få tvivlen til gode.

Den sætning har fulgt med mig siden, den er især dukket op som jeg igennem de sidste år har fået flere og flere økologiske vare ind i mine køkkenskabe. Der er bare noget der giver mening og genklang i mig, når mad og livsstil kan blive mere og mere bæredygtig. Jeg har super meget respekt for dem som vi ser på tv der pakker alting sammen og flytter ud eller ind i huse som er bæredygtigt bygget og de kan noget nær brødføde dem selv af jorden omkring dem. De er en inspiration til at kunne gøre mere og finde andre veje igennem vores forbrugssamfund. Jeg er slet ikke i tvivl at det er vejen frem, bæredygtighed og miljø hensyn.

Men en ting er at beundre, en anden ting er at skulle hoppe ud som bæredygtig Hippie. Det er jeg sikker på at min mand ikke ville kunne se sig selv i (han tager ingen steder uden wifi) og jeg er sikker på at det ikke ville passe ind i vores liv. Men når det er sagt, så kommer økologien ind i vores liv på mange måder. På flere måder end nogen sinde før faktisk.

I dag lever vi overvejende økologisk når det kommer til vores mad, det kom snigende i takt med at vores barn blev ældre. Begyndelsen var Måltidskasserne fra årstiderne og jeg synes at opleve at jeg virkelig har svært ved at sætte tænderne i ikke økologisk kød og ville kun spise en ikke øko kylling hvis jeg var inviteret og ikke ville fornærme værten. For puha sikke et liv de har!

Økologisk og kemifrit tøj sniger sig mere og mere ind i barnets garderobe. Ikke i min, for økotøj til voksne bliver ikke lavet til kvinder over str. 44. Desværre! Men jeg sad tidligere i dag og fandt mig selv fravælge de ellers så yndede uldbodyer fra NoaNoa til fordel for et par fra det økologiske Engel. Prisen er den samme, fordelen ved den økologiske stor.

Så hvorfor er jeg så vild med økologi og bæredygtighed? Fordi det giver mening at lade naturen komme tvivlen tilgode.