Det er min mave! Nallerne væk!!

Det havde jeg lyst til at skrige ind i hovedet på min svigermor igår. Vi havde ikke set hinanden længe, hendes travle senior hverdag giver ikke rigtig rum til så meget andet – det er ok! ”nu kan man virkelig se du er rigtig gravid” brægede hun imens hun gramsede løs på min mave. Tjo.. Sådan har jeg nu set ud i en måneds tid – mindst, var mit lidt grødet svar. For egentlig havde jeg jo lyst til at stikke hende en flad og bede hende holde nallerne og kommentarene til mit udseende for sig selv.

Nu er jeg rigtig gravid, så de sidste mange måneder, med kvalme, søvnløshed, undersøgelser, øget vægt, og en meget mystisk trang til Cheeseburgere fra McD, er at være forkert gravid?

Det er mit barn, jeg køber præcis hvad det passer mig til hende – uden hensyn til noget eller nogen andre!

Bed jeg af hende en 1½ times tid senere, da vi stod i Babysam og hun udbrød: Nu må du altså ikke købe mere legetøj til hende, der skal jo også være så andre kan købe gaver.

Jeg er bedøvende ligeglad med hvilke behov andre har i forhold til min/ vores datter. Det er min lille pige der vokser og gror sig stor og stærk inden i mig, det er vores baby der kommer ud 8-10 uger fra nu af. Det bliver vores eneste barn. Så jeg køber præcis hvad jeg har lyst til, så længe dankortet holder – så er der dældulme ingen der skal komme her og bede mig tage hensyn, til alle mulig andre end lige min familie, som er Min mand, barnet inden i og jeg selv.

Jeg ved godt at det er min historie der dukker op her, det er derfor jeg bliver vred istedet for at venligt meddele budskabet. Jeg har brugt størstedelen af mit liv på at tage hensyn til andre, deres følelser, deres liv, deres gøremål og mening med livet. Jeg er blevet groomet til det, det har været min opgave og min rolle igennem 30+ år i mit liv. Sådan er det ikke længere og selvom jeg meget gerne vil være et hensynsfuldt og kærligt menneske (hvilket jeg synes lykkedes meget godt), så vil jeg ikke være det på bekostning af det der er mit. Jeg har for første gang i mit liv et økonomisk og personligt overskud, det har jeg tænkt mig at nyde til fulde og få det bedste ud af. Det betyder ikke at jeg har tænkt mig at udstyre min datter med det nyeste Appleudstyr ved første ønske. Men det betyder at jeg ikke blinker når jeg giver 200,- for en økologisk natdragt, som hun sikkert kun har på 4 gange – eller køber lamaze legetøj til fuld pris fordi jeg synes det er helt og aldeles uimodståeligt.

Fordi jeg er det værd og fordi jeg kan!

Det spørgsmål dukker op i bøger, artikler, i samtaler og ja i min indre ‘nu skal du være mor lige om lidt’ dialog. Men, jeg ved godt hvilken mor jeg ikke vil være. Jeg vil ikke være som min mor! Jeg har få kvindelige rollemodeller jeg kan skæve til i tankerne om morrollen. Jeg holder meget af min svigermor, men hold fast hvor har hendes ‘alt for mine børn’ haft store omkostninger. Jeg kan godt lide at hun er mor med hud og hår, at hun ikke har skulle ud og realiserer sig selv, sine børn til trods. Men hun skulle nok have haft givet slip på engagementet lidt før med min mand OG hendes egne absolut dysfunktionelle ægteskaber med to alkoholikere  har sat spor i hendes børn så to ud af tre har svært ved sociale relationer, relationer til deres egne børn og ikke mindst deres koner. Men de har stor succes på arbejdet! (?)

Min egen mor, gør og har ikke gjort meget rigtigt i min optik. Nogle gange så vrider jeg min hjerne og tænker over at hun jo må havde været en kærlig og omsorgsfuld mor ind i mellem.  Jeg har et fotografi af os to sammen i frederiksberg have, hvor vi blæser mælkebøtte frø sammen. Min far er fotografen så jeg har været under to år. Måske var hun der en ikke narcisistisk mig mig mig mor?

Men det kan jeg jo ikke rigtig bruge til så meget, noget af det. For som så meget andet så rammer virkeligheden ofte anderledes og tager slet ikke hensyn til alt det man ikke vil. Så spørgsmålet er vel egentlig hvad det er jeg vil? Hvilken mor vil jeg gerne være for mit barn? Jeg har brugt et par måneder på at tygge på spørgsmålet, som første gang dukkede op da jeg læste en artikel om at amme til børnene var 3-4 år. I favn princippet eller attachment parenting på engelsk.

Jeg er stadig ikke helt på det rene med hvad jeg gerne vil som mor. Jeg har heldigvis 8 uger igen, til at tænke over det. Men jeg er kommet frem til at, jeg behøver ikke være en perfekt mor, mit barn behøver ikke en perfekt barndom, for perfektion eksisterer ikke. Jeg vil gerne bede om hjælp, hvis min fortid ramler ind i mit moderskab. Jeg vil gerne kunne lytte til mit barn, allerede fra første færd. Jeg vil gerne gør alt hvad jeg kan for at mit barn får en tryg barndom, hvor der er rammer og lyttende voksen øre. Jeg vil hellere arbejde deltid og så bo i vores 2v’er, end at have et barn der skal være for længe i institution. (heldigvis kan fuldtidspræster flexe meget også) Jeg vil gerne holde fast i samtalen med min mand – den gør os lykkelige sammen.

Jeg er ikke nervøs for om jeg nu kan klare at blive mor, jeg er ikke bange for at blive mor – jeg glæder mig. Jeg forbereder mig på at intet bliver som jeg har forberedt mig på og jeg læner mig op af at jeg ikke er den første i verdenen der skal opleve det at blive mor for første gang. Men om jeg bliver en mor der kan fikse alt, det tvivler jeg på. Men jeg ved hvordan man bruger google, mit netværk og min terapeut.