Foråret 2009 var en hård tid, kiloerne raslede af mig og følelser der må have været lagret i al fedtet dukkede op. De lå ubearbejdet hen indtil jeg startede i terapi sidste år. Ting jeg ikke havde følt eller haft bevidsthed om i utrolig mange år, dukkede op og jeg havde mange dage og aftner, hvor jeg var fuldstændig opløst i gråd og sorg. Sidste maj gav jeg slip på min mors plads i mit liv og puslespillet er begyndt at falde på plads.
Nogle gange når jeg raser mod mit mødrende og fædrende ophav, får jeg en gevaldig skyldfølese med i kølevandet. Ikke fordi jeg raser mod dem face to face, næ nej den slags gør vi ikke i min familie. Gør man det i nogens?
Men jeg føler skyld fordi jeg som 36 årig ‘ikke er kommet videre’, jeg står stadig på tærskelen som 7 årig og føler mig glemt, overset, forslået, og uelsket. Jeg handler ikke længere som den 7 årige pige, men hun lever i bedste velgående, velvidende at hun (måske) aldrig får fortalt hendes forældre hvor ondt de har gjort hende.
Et sted på en kanal her i formiddags handlede det om svært overvægtige teenagere og følgende spørgsmål blev der sat fokus på:
Hvad er du virkelig sulten efter?
Jeg er vred fordi?
Hvis du virkelig kendte mig, så ville du vide at..
Jeg tør godt svare, men gad godt at mine forældre lyttede. Ellers virker det så omsonst..
Mon jeg nogen sinde sucessfuldt kan slippe vreden og følelsen af at være glemt, mod og af mine forældre?
Livsmodet 